Hvad er Open Access?
Når man taler om Open Access i sammenhæng med publicering, handler det om at gøre videnskabelige publikationer gratis tilgængelige for alle, så forskningen kommer bredere ud og gør gavn i forskningsmiljøet.
Som udgangspunkt er der kun adgang til forskningspublikationer mod betaling af licens, og dermed er det kun forskere med adgang til indholdet i de store forlagsdatabaser, der kan få adgang til dem.
I praksis kan Open Access-udgivelse opnås på fire måder:
Grøn Open Access |
Grøn Open Access kaldes også ofte parallelpublicering. Ved Grøn Open Access publicering udgiver man en videnskabelig artikel i et traditionelt, betalingsbelagt tidsskrift og sideløbende uploader post-printet (også kendt under betegnelser som ”accepted manuscript” eller ”author’s final version”) i en forskningsdatabase som fx DTU Orbit. Post-printet bliver så gjort Open Access – typisk, men ikke altid, efter en embargoperiode. |
Gylden Open Access |
Med Gylden Open Access udgiver man en videnskabelig artikel i et Open Access-tidsskrift, hvis indhold pr. definition stilles gratis til rådighed for alle. I visse tilfælde er publicering i sådanne tidsskrifter gratis; i andre tilfælde opkræves et gebyr – på engelsk kaldet Article Processing Charge (forkortet APC). |
Hybrid Open Access |
Hybrid Open Access vil sige, at man udgiver en videnskabelig artikel i et traditionelt, betalingsbelagt tidsskrift, men at man frikøber den – det vil sige, at man betaler et gebyr (APC) for at gøre den Open Access. Som DTU-forsker kan du få rabat på APC eller publicere gratis, hvis du publicerer din forskning hos udvalgte forlag. |
Diamond Open Access |
Diamond Open Access er en ikke-kommerciel måde til at opnå Open Access ved publicering. Med Diamond Open Access publicerer man en videnskabelig artikel Open Access uden, at forfattere opkræves et gebyr for udgivelsen – ej heller opkræves der abonnement for læsere af indholdet. I stedet dækkes udgifter ved denne publiceringsform af forskellige bevillingsgivere. Diamond Open Access-tidsskrifter drives af initiativer indenfor flere forskellige forskningsmiljøer ud fra princippet, at tidsskriftet ejes og ledes af den akademiske verden. Oftest er det mindre, flersprogede og multikulturelle forskningsmiljøer, der er repræsenteret blandt Diamond Open Access-tidsskrifter. Science Europe arbejder på at styrke Diamond Open Access indenfor "scholarly communication" med den målsætning, at Open Access kan implementeres som standard publiceringspraksis på tværs af de europæiske forskningsområder. |
DTU’s publiceringspolitik og Open Access
DTU’s publiceringspolitik anbefaler grøn Open Access og fraråder hybrid Open Access, medmindre DTU-forfatterne kan opnå rabatter på gebyrerne, da DTU her ender med først at betale for DTU-adgang og dernæst for Open Access.
DTU's publiceringspolitik (pdf)
Læs mere om Open Access på DTU
Aftaler omkring rabatter - APC
Se hvordan du gør dine DTU-publikationer Open Access.
Hvordan gør jeg?