iThenticate på DTU
DTU stiller iThenticate til rådighed som værktøj til tekstscreening for alle forskere ved DTU.
Hvad er iThenticate?
iThenticate er et bredt anvendt værktøj til tekstlighedsscreening af videnskabelige tekster, dvs. manuskripter til videnskabelige artikler og ph.d.-afhandlinger. Det kan visse tilfælde give mening at benytte værktøjet til fondsansøgninger.
Hovedparten af de videnskabelige tidsskrifter anvender iThenticate til screening af artikler i forbindelse med submission eller stiller krav om, at en screeningsrapport fremsendes sammen med artiklen ved submission.
Hvad er iThenticate ikke?
Til eksamens- og studenteropgaver bruges det beslægtede tekstscreeningværktøj Ouriginal, som stilles til rådighed af DTU's studieadministration. iThenticate må således ikke anvendes til studerendes opgaver, herunder bachelor-, kandidat- eller masteropgaver, samt eksamener, men kun til videnskabelige tekster.
Hvordan fungerer iThenticate?
Værktøjet er designet til at hjælpe med at identificere tekstoverlap med allerede publicerede tekster. Du kan bruge det til tekstscreening af alle typer af videnskabelige tekster, især forskningsartikler og ph.d.-afhandlinger, men også f.eks. konfence-abstracts og fondsansøgninger. Du kan også bruge værktøjet til at identificere manglende kildeangivelse ved citerede tekster.
En upload svarer til 25.000 ord. En ph.d.-afhandling svarer typisk til 3-5 uploads. DTU har indkøbt licens til et begrænset antal uploads. Vi opfordrer til, at du bruger værktøjet fornuftigt og undgår overforbrug. Bemærk, at genupload af en videnskabelig tekst registreres som en ny upload, hver gang den genuploades.
Hvordan får jeg adgang?
Adgang til iThenticate sker ved at skrive en e-mail til ithenticate@dtu.dk, hvor du anmoder om oprettelse som bruger af iThenticate ved at oplyse dit DTU brugernavn og DTU-mail.
Når du er oprettet, får du tilsendt et link til systemet og har derefter adgang til at anvende værktøjet og uploade dine videnskabelige tekster.
Hvem kan bruge iThenticate?
DTU stiller iThenticate til rådighed som værktøj til alle forskere ved DTU.
Hvor lang tid vil det tage?
Vi opretter dig så hurtigt som muligt, gerne inden for 24 timer på hverdage.
Hvordan bruger jeg iThenticate?
Du uploader din tekst til iThenticate, som sammenholder den med en række eksterne kilder. Værktøjet markerer alle tekststykker, der er identiske med de kilder, der screenes. iThenticate har adgang til og screener bredt i videnskabelige databaser og i Open Acces-indhold. Du kan oprette filtre i iThenticate, når du udfører en tekstlighedsscreening for at udelukke f.eks. almindeligt anvendte fraser, citater og litteraturliste fra screeningen.
På baggrund af screeningen får du en samlet rapport, der viser eventuelle tekstoverlap med direkte henvisninger til kildematerialet. Du kan derfor hurtigt få et overblik og handle på eventuelle tilfælde af utilsigtede tekstoverlap. Rapporten kan downloades.
Det er vigtigt, at du har en god forståelse for plagiat og selvplagiat, når du fortolker screeningsrapporten. Læs mere om definitioner på plagiat og selvplagiat og principper for god videnskabelig praksis.
Hvis du har brug for hjælp til fortolkning af et screeningsresultat, anbefales det, at du konsulterer kollegaer på det institut, du er tilknyttet.
Deling af rapporter
DTU deler ikke dine rapporter med andre, og indekserede submissions bliver ikke gjort tilgængelige i sammenlingninger i Similarity Reports.
Det er op til dig, om du ønsker at dele rapporter fra iThenticate, af dine egne tekster, med andre.
iThenticate og ph.d.-afhandlinger
DTU foretager ikke systematisk plagiattjek af indleverede ph.d.-afhandlinger, men stiller iThenticate til rådighed for alle forskere ved DTU.
DTU anbefaler ph.d.-studerende at anvende iThenticate i samarbejde med deres ph.d.-vejleder.
GDPR og iThenticate
Turnitin, som ejer iThenticate, er en virksomhed registreret i USA, men har supportteams i EU.
Af hensyn til GDPR anbefaler DTU derfor, at du undgår at bruge iThenticates kundesupport om aftenen og natten (EU-tidszone).
Når du kontakter iThenticates kundesupport, vil du typisk blive bedt om at oplyse dit brugernavn og titlen på det dokument, du henvender dig om.
AI screening
Når du bruger iThenticate, kan værktøjet markere tekstindhold, der vurderes genereret af AI. Det er vigtigt at bemærke, at denne funktion er under udvikling.