Hvis du i dit datasæt i DTU Data tilføjer et DOI fra en publikation, som er registreret i DTU Orbit, vil der, for indholdstyperne datasæt og software, blive oprettet en metadata-registrering af datasættet i DTU Orbit. Dermed bliver din datapost fra DTU Data linket til publikationen i DTU Orbit. Bemærk, at selve datasættet ikke uploades i DTU Orbit; det er metadata, inkl. link til datasættes placering, der uploades.
Denne linkning via DOI gør også, at datasættet bliver vist på din DTU Orbit-profil, hvor der altså linkes videre til datasættet i DTU Data.
Linkningen er en oplagt mulighed for at øge synligheden af dine bagvedliggende forskningsdata - som en del af åbenheden.
Du kan i øvrigt også selv registrere metadata for datasæt i DTU Orbit jf. vores vejledning på DTU Inside. Dette giver dig mulighed for at tilføje datasæt fra andre repositorier som f.eks. Zenodo.
Understøtter Open Science
Når du linker forskningsdata med den tilhørende publikation øges gennemsigtigheden og troværdigheden af resultaterne. Hvis det fulde datasæt ovenikøbet er åbent, kan andre let verificere de data, der ligger til grund for forskningen og vurdere reproducerbarhed. Andre kan også bruge data til nye analyser. Dermed understøttes åbenhed - Open Science. Åbenhed kan i øvrigt også være krav fra både fundere og tidsskrifter.