Det seneste år har vi haft mulighed for at supplere sitet tekniskkulturarv.dk, som rummer indscannede og digitaliserede værker fra vores historiske bogsamling, med yderligere ca. 80 nye titler.
I udvælgelsen har vi denne gang bl.a. haft fokus på vores nye tema om vand, som vi så småt har lanceret på sitet hen over sommeren. Temaet vand er et naturligt valg, når man ser på vores historiske materiale og skeler til de aktuelle klimaforandringer og ekstreme nedbørsforhold. Det er nu muligt at dykke ned i historiens syn på "vand".
Vand skal forstås bredt. Det vil sige, at du under temaet kan finde materiale om vandforsyning i gamle dage, om kyster, diger og stormfloder, men også om kanaler, havneplaner, skibs- og brobyggeri - og meget mere. Som resten af materialet på sitet, er det nye vi har tilføjet også 100 år gammelt eller ældre. Der kommer løbene mere til under temaet, både ny-indscannet materiale og titler fra de bøger, vi allerede har i databasen.
Som altid indgår historisk undervisningsmateriale, lærebøger, forelæsninger, eksperimenter og vejledninger fra den polytekniske læreanstalt i det ny-indscannede materiale. Alt det, der er blev brugt til at uddanne og forme ingeniører op igennem tiden. Denne gang har vi også udvalgt flere engelsksprogede værker.
Emnemæssigt ligger det nye materiale ellers hovedsageligt inden for natur, kemi og det, vi i dag ville kalde sundhedsteknologi.
Sitet er for alle
Danmarks Tekniske Kulturarv er åbent for alle. Her kan du søge direkte i den fulde tekst i de ca. 1.350 indscannede bøger fra den historiske bogsamling i de lukkede magasiner i kælderen under DTU Bibliotek. Eller du kan vælge at få hjælp af de 20 overordnede temaer, inklusive det nye vandtema, som vi har sammensat og præsenterer på sitet.
Samlet giver de digitaliserede bøger et unikt indblik i, hvad ingeniører og andre, der arbejdede med at skabe fremtidens samfund, har vidst, forestillet sig og diskuteret. Hovedparten af bøgerne er fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-talllet, en periode hvor Danmark ændrede sig drastisk og mange af de ting, vi tager for givne i dag, blev skabt.
Sitet er derfor ideelt for dig, der interesserer dig for Danmarks industrihistorie eller de historiske aspekter af ingeniørfaget - i gymnasieundervisning eller til en skoleopgave - eller af ren og skær nysgerrighed. Du finder materiale til mange timers underholdning på sitet.
Hver torsdag poster vi repræsentativt, samfundsrelevant eller sjovt indhold fra samlingen under hashtaget #TBT, Throwback Thursday, på vores sociale medier, Facebook og Instagram.
Følg os på @DTUBibliotek og @DTULibrary
Feedback og kontakt
Vi arbejder løbende på at forbedre funktionaliteten på sitet efter feedback og erfaringer, og hører derfor gerne fra dig; benyt DTU Biblioteks generelle mail: bibliotek@dtu.dk