DTU Findit

Nyt søgeværktøj til offentlige brugere af DTU Bibliotek

Tirsdag d. 2. april 2013 har DTU Bibliotek lanceret et nyt søgeværktøj til den litteratur, vi stiller til rådighed for alle jer, som hverken er ansatte eller studerende ved DTU - dvs. jer uden DTU-login.  

DTU Findit er navnet på vores nye, enkle søgegrænseflade, hvor du på én gang søger i en række forskellige databaser med litteratur inden for alle fagområder på DTU.

Litteraturen i DTU Findit
Indholdet i DTU Findit er artikler fra en lang række videnskabelige tidskrifter fra alle de store forlag, en stribe af de mest brugte databaser, en bred vifte af e-bogssamlinger samt alle DTU Biblioteks trykte bøger. Alt i alt dækker DTU Findit bredt inden for det teknisk-naturvidenskabelige og de tilgrænsende fagområder. Der er mere end 170 millioner poster at finde i DTU Findit.

En stor del af den litteratur, du finder i DTU Findit, er der direkte adgang til i fuldtekst fra computerne i selve biblioteket, og du kan printe på stedet. 

Søgning i DTU Findit
Søgning i DTU Findit er lige så enkel som i Google. Søgeresultatet er sorteret efter relevans, baseret bl.a. på forekomsten af det søgte. Grænsefladen giver dig mulighed for at sortere søgeresultatet efter forskellige parametre, så som år, forfatter og titel. Endelig får du let mulighed for at præcisere din søgning via forskellige "filtre".  

Adgang
Der er kun adgang til denne udgave af DTU Findit fra computerne i selve biblioteket i bygning 101D på DTU Lyngby Campus. Biblioteket er åbent 8.00 til 24.00 på alle hverdage.  

DTU-ansatte og -studerende
DTU-ansatte og -studerende skal fortsat benytte DTU Digital Library, der både indeholder mere og tilbyder flere muligheder. Der er adgang til DTU Digital Library på campus og med fjernadgang via DTU login.
> DTU Digital Library (DTU login)