Som et af tre danske universiteter har DTU indgået aftale med Patent- og Varemærkestyrelsen om etableringen af et regionalt patentbibliotek, et PATLIB-center, på DTU. PATLIB-centeret placeres på DTU Bibliotek.
Centeret vil i første omgang fokusere på at servicere universitetets forskere og studerende. Små og mellemstore virksomheder vil på sigt også kunne trække på centerets kompetencer. Målet er at øge opmærksomheden på patenter som kilde til ideudvikling og forskning.
Som PATLIB-center vil bibliotekets kvalificerede informationsspecialister kunne tilbyde kompetent søge- og databasevejledning. Eksperter fra Patent- og Varemærkestyrelsen vil løbende uddanne bibliotekets personale. PATLIB-centrene vil desuden få adgang til yderligere patentdatabaser.
Etableringen af de regionale PATLIB-centre er en del af regeringens innovationsstrategi, og aftalen løber foreløbigt til udgangen af 2015. De danske PATLIB-centre indgår i netværk med de øvrige centre i Europa i European Patent Organisation.
Læs mere på vores hjemmeside, hvor informationerne vil blive udbygget løbende