Ifølge den nationale målsætning skal alle udgivne forskningspublikationer fra 2022 have tilknyttet en open accessversion. Den seneste statistik på området viser, at 46 procent af DTU’s artikler i 2015 havde en sådan version knyttet til den bibliografiske post i DTU Orbit. Året før var andelen 31 procent.
DTU Bibliotek har været i dialog med alle DTU's institutter for at orientere om DTU’s open accessaktiviteter og registrering. Det vigtige budskab er, at DTU's forskere blot skal aflevere deres postprint af artiklen, når den er klar til publicering i et videnskabeligt tidsskrift. DTU Bibliotek tager sig derefter af registrering og publicering i DTU Orbit – og sikrer, at eventuelle embargoperioder for offentliggørelsen af postprintet overholdes.
"Det er virkelig flot, at DTU er så langt fremme med open access, men det er vigtigt, at vi fortsat har den nationale målsætning for øje."
Forskningsdekan Katrine Krogh Andersen
„Det er virkelig flot, at DTU er så langt fremme med open access, men det er vigtigt, at vi fortsat har den nationale målsætning for øje. Gevinsten for den enkelte er jo meget klart, at forskningsresultaterne kommer ud til en bredere kreds og dermed gør endnu mere gavn,“ siger forsknings dekan Katrine Krogh Andersen.
Det kræver en samlet indsats fra DTU Bibliotek, institutterne og den enkelte forsker at nå målsætningen. Opgørelsen over open accesspublikationer i 2016 frigives i begyndelsen af 2018, og forskerne har stadig mulighed for at sende deres postprint til biblioteket og på den måde påvirke 2016-opgørelsen. DTU Bibliotek kan levere lister over de publicerede artikler, som mangler et postprint, så alle har mulighed for at danne sig et overblik.
Artiklen er bragt i DTUavisen nr. 6-2017