Siden sitet Danmarks Tekniske Kulturarv blev lanceret i foråret 2021 med lige knapt 400 indscannede bøger, har vi hvert år øge indholdet støt og roligt med nye indscanninger. Således er vi nu oppe på hele 1254 bøger, svarende til 204.343 digitaliserede sider, inklusive 758 fotografier i høj opløsning.
Industriforeningens gamle samling
Noget af det, vi har fået indscannet, er udstillingskataloger og programmer for forskellige tidstypiske begivenheder, som siger en del om samfundet mere generelt, og om hvad, der optog danskerne for over hundrede år side. Udstillingskataloger og programmer er desuden ofte krydret med finurlige, set med nutidens øjne, reklamer for fx datidens energikilder, indretning, mode med mere.
Når DTU Bibliotek udvælger materiale til indscanning, har vi stort fokus på undervisningsmateriale og lærebøger fra datiden, samt doktorforsvar, taler og lignende. Disse materialer giver en god indføring i ingeniørfagets udvikling.
Da en del af den historiske samling stammer fra Industriforeningens bogsamling, er materialerne ikke stringent af polyteknisk eller ingeniør faglig karakter. Noget af det ny-indscannede ligger således inden for emner som botanik, geologi, meteorologi, arkitektur og bygningskunst. Evolution og menneskets udvikling er også repræsenteret blandt de nye titler.
DTU gennem 200 år
De næste år op til DTU’s jubilæum i 2029, vil vi have øget fokus på at identificere og digitalisere endnu flere guldkorn i samlingen, som har særlig historisk værdi for universitetet. Værker med DTU-fokus findes naturligvis også i den historiske samling.
Hvem kan bruge sitet?
Alle er velkomne til at benytte sitet Danmarks Tekniske Kulturarv også gæster uden tilknytning til DTU. Hvad enten du er gymnasieelev eller -lærer, nostalgisk ingeniør, historieinteresseret eller bare interesserer dig lidt for teknologi, er du velkommen til at dykke ned i DTU Biblioteks historiske skatkammer. Såvel tekster som fotografier kan downloades og bruges af alle stort set frit. Se vilkårene på sitet i afsnittet Om.
Tak for støtten
For at kunne realisere Danmarks Teknisk Kulturarv har DTU Bibliotek modtaget støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Martha, Paul Kerrn-Jespersens Fond samt Otto Mønsteds fond. DTU Bibliotek er dog fortsat på udkig efter fonde m.m., som kan bidrage - der er mere guld i vores kældermagasiner, der venter på at blive digitaliseret.