DTU Bibliotek har udviklet et værktøj som en hjælp til DTU-forskere, der ønsker at gøre deres forskning mere åben som en del af Open Science-målet. Værktøjet giver vigtig information i sig selv og linker videre til yderligere information både hos os selv og hos andre aktører.
Værktøjet peger ind i de forskellige faser af et forskningsprojekt: planlægning, udførsel og publicering. Du kan sortere informationen, alt efter om dit fokus er på publikationer eller på forskningsdata.
Vi håber, du kan få gavn af værktøjet, og vi modtager feedback med glæde.
Find værktøjet
bibliotek.dtu.dk/openscience
Hvad forstås ved Open Science
Bag begrebet Open Science ligger visionen om, at forskning, dvs. forskningsdata, forskningspublikationer og anden forskningsformidling, så vidt muligt skal være frit tilgængelig. Missionen er at få bedre cirkulation af viden, så forskningen og dens resultater kommer bredt ud og gør gavn i forskningsmiljøet og i samfundet som helhed.
Open Science understøttes af digital teknologi, ”big data” og globalisering af forskningen.
Elementer der indgår i Open Science:
- Open Access til forskningspublikationer.
- Open Access til forskningsdata.
- Open Source software.
- Citizen Science - borgerdeltagelse.
DTU Bibliotek & Open Science
DTU Bibliotek understøtter Open Science på DTU på flere fronter. Vi arbejder dagligt med at skabe Open Access til forskningspublikationer og forskningsdata fra DTU. Open Source software udviklet på DTU kan arkiveres i vores systemer, og vi understøtter også Citizen Science, hvor det giver mening.
Samtidig driver og udvikler vi et antal digitale systemer, der understøtter Open Science.
- DTU Findit - findit.dtu.dk
DTU Findit giver adgang til videnskabelig litteratur og binder DTU-publikationer og DTU-forskningsdata sammen.
- DTU Orbit - orbit.dtu.dk
DTU Orbit er DTU's officielle forskningsdatabase. Her registreres DTU's forskningspublikationer og -projekter. I DTU Orbit arkiveres bl.a. post-print-versionen af DTU-forskernes videnskabelige artikler – den grønne vej til Open Access.
- DTU Data - data.dtu.dk
I DTU Data registreres og opbevares DTU's forskningsdata og datasæt, så de bliver globalt tilgængelige. DTU Data understøtter implementeringen af FAIR-principperne for forskningsdata: Findable, Accessible Interoperable, Reusable.