Der er ikke bare gratis adgang til videnskabelige artikler og databaser på internettet - DTU Bibliotek har faktisk sørget for infrastruktur, adgang og samlet alt det relevante ét sted.
DTU bruger via DTU Bibliotek årligt et tocifret millionbeløb på indkøb af licenser til litteratur inden for DTU's fagområder. Vi har samlet det hele i én grænseflade, vores onlinebibliotek, DTU Findit.
DTU Findit
DTU Findit søger i videnskabelige tidskrifter, artikler, fagdatabaser, konferencebidrag og e-bøger fra 70 forskellige fagligt relevante kilder. Derudover rummer DTU Findit også studenteropgaver og ph.d.-afhandlinger fra DTU, samt hele samlingen af bibliotekets trykte bøger. Du behøver med andre ord kun at besøge ét sted for at søge det hele, når du bruger DTU Findit.
Alternativer som Google Scholar søger kun i artikler og konferencebidrag, mens andre produkter, som fx. ScienceDirect kun giver adgang til forlagets egen litteratur.
Web of Science, Scopus og Google Scholar
Det er licenserne, som DTU Bibliotek forhandler sig til, der gør, at I DTU'ere, der bruger Web of Science, Scopus eller Google Scholar og andre fagdatabaser, kan få lov at downloade de artikler, I finder. Infrastrukturen bag DTU Findit sikrer den tekniske adgang. Det er også DTU Findit-infrastrukturen, som gør, at I kan få adgang til at læse videnskabelige artikler via Google Scholar, når I befinder jer på DTU - hvis du laver den rigtige DTU-opsætning i din browser, kan du også få det til at virke hjemmefra - se faktaboksen nederst.
Hurtig levering
Der kan være relevant litteratur, som biblioteket ikke har anskaffet, men som du naturligvis skal have adgang til at bestille. Derfor har vi suppleret DTU Findit med indhold fra en lang række ekstra kilder. Når du finder denne type i DTU Findit, har du ikke direkte adgang til den fulde tekst; den må du bestille hos os via systemet. Næsten 80% af jeres bestillinger af denne type litteratur, kan vi levere elektronisk inden for ca. 30 minutter, resten tager blot lidt længere tid.
God fornøjelse med din litteratursøgning
Husk DTU Bibliotek hjælper gerne og for tiden kan du hver dag finde en bibliotekar, som kan hjælpe med DTU Findit, i bibliotekssalen i Lyngby mellem kl. 12.00-13.00.
1. Gå til Indstillinger for Google Scholar via dette link: https://scholar.google.com/scholar_settings
2. Klik på Bibliotekslinks i venstremenuen
3. Søg efter DTU
4. Sæt et flueben i boksen ved siden af Technical University of Denmark – DTU Findit – Fulltext og klik Gem
Når du søger i Google Scholar, vil du nu se et link i højre side af skærmen, der viser at et fuldtekst-dokument er tilgængeligt igennem DTU Findit. Klik på linket for at komme til dokumentet.