DTU Bibliotek, Lyngby, åbner mandag d. 29. juni 2020 – med restriktioner
Det er med stor glæde, vi nu kan byde DTU-studerende og -ansatte velkommen tilbage på DTU Bibliotek i bygning 101, Lyngby Campus, som en del af DTU’s åbne studiemiljø.
Mandag d. 29. juni 2020 kl. 10.00 åbner vi igen efter mere end 3 måneders corona-lukning.
Biblioteket i Ballerup holder, som vanligt, sommerlukket frem til mandag d. 17. august 2020.
Der vil være adgang til biblioteket i Lyngby 24/7 med DTU-kort og kode.
Biblioteksservice i Lyngby er bemandet hverdage kl. 10.00-14.00.
Pas på jer selv og hinanden
Som i de andre åbne miljøer på DTU er det jeres eget ansvar at holde afstand og passe på hinanden. Følg sundhedsmyndighedernes retningslinjer for afstand og hygiejne. Midler til at spritte hænder og aftørre flader er opstillet overalt i biblioteket. Rengøringsindsatsen er forøget med fokus på kontaktflader så som toiletter, døre, håndtag, gelænder på trappen osv.
Bliv hjemme, hvis du føler dig sløj!
Services og restriktioner
Du kan låne DTU Biblioteks egne bøger via selvudlånsmaskinen – husk at tørre af før og efter.
Pc’erne på 1. sal er ikke tilgængelige i første omgang - men de bliver det fra mandag d. 6. juli. Hold afstand, kun een ved hver pc, tør af før og efter brug, inkl. tastaturet.
Grupperum og –båse kan bookes, men der må kun være 4 personer i hver. I tørrer selv af før og efter brug, også tusser osv. Midler findes overalt i biblioteket.
DTU Media Lab kan bookes, som før, men husk selv VR-headset.
Udstyr som Bose-headset, forlængerledninger, videokameraer osv. lånes ikke ud.
Du kan bruge DTU-wifi på dit eget it-udstyr – også til print.
Printere og plottere er tilgængelige på almindelige vilkår – husk at tørre af før og efter.
Bibliotekar
Du kan få vejledning af en bibliotekar online, som under nedlukningen, spørg i Biblioteksservice mellem kl. 10.00 og 14.00, eller send en mail til bibliotek@dtu.dk
Det digitale bibliotek
Du kan naturligvis fortsat bruge det digitale bibliotek, DTU Findit – nu også på mobil og tablet.
DTU Findit