Danmarks Tekniske Kulturarv
Hovedgavden, Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling 1888. Udstillingens fotograf Juncker Jensen
Typiske udstillingsopstillinger. Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling 1888. Udstillingens fotograf Juncker Jensen
Dommergruppe for industrielle Maskiner, Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling 1888. Udstillingens fotograf Juncker Jensen
Tre tilfældige bogforsider
Tre tilfældige bogopslag
Skannet bogside og OCR-tekst

Danmarks Tekniske Kulturarv: Teknologi for mennesker - en god historie

På det nye site Danmarks Tekniske Kulturarv præsenterer DTU Bibliotek et udpluk af bøger fra før 1920 samt hundredvis af fotografier fra den store industriudstilling i København i 1888. Sitet giver et unikt indblik i, hvordan Danmark kom til at se ud, som vi kender det. Og indholdet er tilgængeligt for alle.

Er det ikke bedre med en latrinspand end et wc? Punkterede du mange gange på din sidste biltur? Er det ikke alt for farligt med vekselstrøm i stikkontakterne? Vidste du, at man kan købe kameraer, der er så nemme at bruge, at du selv kan tage billeder og ikke behøver hyre en fotograf?

Synes du ovenstående spørgsmål er lidt mærkelige, er det fordi du lever nu og ikke for over 100 år siden. Vi har for længst installeret wc’er i alle boliger og diskuterer ikke længere, om latrinen hellere skulle gøre gavn som gødning på markederne. Biler er blevet en stabil teknologi, som virker stort set hver gang, vi ønsker at køre en tur. Elværkerne sender ikke længere jævnstrøm ud i ledningsnettet, og vi fotograferer hele tiden nemt og enkelt med vores smartphone.

De digitaliserede bøger på tekniskkulturarv.dk giver et unikt indblik i, hvad ingeniører og andre, der arbejdede med at skabe fremtidens samfund, har vidst, forestillet sig og diskuteret. Der er enkelte bøger fra 16- og 1700-tallet, men hovedparten er fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-talllet. Det var en periode, hvor Danmark ændrede sig drastisk og mange af de ting, vi tager for givne i dag, blev skabt. Først revolutionerede den elektromagnetiske telegraf og siden telefon og radio kommunikationen. Jernbaner, cykler, biler og flyvemaskiner ændrede vores mobilitet. Dampmaskiner eller bare maskiner og nye ideer om rationel ledelse skabte nye muligheder inden for produktion og dermed forudsætningen for et voksende forbrug. Den armerede beton gav nye muligheder i byggeriet. Vandværker og kloakering ændrede de hygiejniske forhold, og stikkontakter blev efterhånden en selvfølgelig del af hverdagen. Vi fik kort sagt skabt det materielle velfærdssamfund, vi kender så godt.

"Der er mange, der holder fast ved den Anskuelse, at Danmark ikke egner sig til at være Industriland. ..."
Alexander Foss, ”Danmarks som industriland”, 1912

Alle disse tiltag er i dag en så selvfølgelig del af hverdagen, at det kan være svært at forestille sig vores liv uden. Men engang var de nye teknologier. Generelt giver bøgerne i bogsamlingen et unikt indblik i, hvordan fortidens aktører har forestillet sig fremtiden og arbejdet med udviklingen af det samfund, vi kender.

Rettigheder - så frit som muligt
Materialet du finder på tekniskkulturarv.dk - tekster og fotos - kan bruges næsten frit; se vilkårene på sitet i afsnittet Om.

Tak for støtten

Projektet er blevet til med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Martha og Paul Kerrn-Jespersens Fond samt Otto Mønsteds fond.
En stor tak til de tre fonde, der har gjort projektet muligt.

Bøgerne og kartotekskortene er indscannet hos Scanning.dk A/S.
Tak for samarbejdet.