DTB i Lyngby

DTU Bibliotek - 75 år og stadig med på beatet

I 2017 fejrer DTU Bibliotek sit 75 års jubilæum.

Og hvor er der sket meget på de 75 år, senest eksemplificeret med sommerens ombygning.

Det skal fejres!

Udstilling
Vi har gravet i gemmerne og sammenstykket en lille, sjov udstilling, som i nedslag beretter om bibliotekets udvikling fra 1942 og til i dag.

Udstillingen kan besøges i biblioteket i åbningstiden frem til d. 8. februar 2018.

Feedback-boks & -væg
Det er væsentligt for os, at vi altid er i trit med vores brugere. Kun på den måde kan vi levere det, som I har brug for til studier og forskning. Vi er altid åbne for feedback, men i forbindelse med udstillingen har vi gjort det på en ny måde. Vi har opstillet en videoboks, hvor du kan indspille din feedback (instruktion findes in situ). Du kan også vælge at skrive dine kommentarer på væggen til boksen.

Jubilæumsvideo
Vi har produceret en video, som i ord og billeder fortæller historien om DTU Bibliotek - fra Østervold  til Kgs. Lyngby - fra bogsamling til studiemiljø - fra 1942 - 2017. Videoen vil blive vist på storskærmen jævnligt frem til januar 2018, men du kan også se den her.
PilSe videoen på vores YouTube-kanal

Jubilæumsskrift
Vi har også publiceret et jubilæumsskrift, som e-bog naturligvis. Skriftet fokuserer primært på de seneste 25 år af bibliotekets historie: udvikling af det digitale selvbetjeningsbibliotek, udviklingen af bibliotekssalen, som er bygget til bøger og nu rummer universitetets bedste studiemiljø og forholdet til brugerne og skiftet i deres fokus. Jubilæumsskriftet behandler også fremtiden, og tegner visionerne for et DTU Bibliotek mod de 100 år. Endelig rummer skriftet en lille historie om forløberen til DTU Bibliotek, for kimen blev lagt allerede inden 1942.
PilDTU Bibliotek - 75 år (e-bog)

Den store fejring
Torsdag d.  23. november, kl. 15.00-17.00, fejrer vi jubilæet ved en større event, hvor vi har inviteret folk fra DTU og biblioteksverdenen for at debattere fremtiden - og naturligvis, ønske hinanden tillykke.