High Tech Summit

High Tech Summit | Her finder vi viden

To DTU-forskere, David Bue Pedersen og Dennis Valbjørn Christensen, giver en kort intro til deres forskningsfelt og fortæller om, hvor de finder viden og hvor de publicerer deres forskning. Begge deltager som talere på DTU’s aktuelle High Tech Summit konference.

De kommende to dage danner DTU rammen for konferencen High Tech Summit, hvor forskning og erhvervsliv mødes for at tale om de førende teknologier med fokus på digitalisering af dansk industri. Konferencen byder på udstilling, University Startup World Cup og spændende præsentationer fra forskere og erhvervsfolk.

David Bue Pedersen, DTU Mekanik
En af de DTU-forskere, der skal tale på konferencen er David Bue Pedersen fra DTU Mekanik. Davids Tech Talk: “Industry 4.0 og 3D print efter hypen” ligger inden for konferencens spor om ’Industry 4.0’.

”3D print har været heftigt i medierne over de sidste år. Vi har set 3D printede gulerødder, 3D print med rum-støv på Mars, 3D print af en pizza og det der er værre. Det kan være svært at se gennem den tåge som hype’en har ladet falde tungt over 3D printteknologierne og det kan være svært at tage et ellers yders relevant fagområde alvorligt, når det portrætteres således. Jeg vil i min high-tech summit talk forsøge at føre publikum gennem denne tåge. Lade publikum vide at der er industrier, hvor 3D print ikke er noget nyt og eksotisk, men har været den dominerende fremstillingsmetode i årevis. Et eksempel er høreapparat industrien, hvor over 90 % af de høreapparater der fremstilles, skræddersyet til den enkelte klients øregang, kommer ud af 3D printere,” siger David.

Her er et par eksempler på tidsskrifter, som David Bue Pedersen publicerer i:
Journal of Manufacturing Processes (ISSN: 1526-6125)
The International Journal of Advanced Manufacturing Technology
(ISSN: 1433-3015)

Hvis du vil vide mere om David Bue Pedersens forskning og se hvad og hvor han publicerer, kan du finde mere information i DTU's forskningsdatabase DTU Orbit.
 

Dennis Valbjørn Christensen, DTU Energi

Inden for konferencens spor om Advanced Materials taler Postdoc Dennis Valbjørn Christensen fra DTU Energi om oxid-baserede materialeplatforme i sin Tech Talk: ”Oxide interfaces for electronic”. Dennis beskriver sin forskning på følgende måde:

”Jeg forsker med elektrofunktionelle materialer, hvor jeg primært bruger oxid-baserede materialeplatforme til at udforske nye fysiske egenskaber og funktionaliteter. Mit mål med forskningen er at forstå og opdage nye funktionaliteter samt at kombinere to eller flere funktionaliteter for at opnå nye egenskaber. For at nå dette mål er mine primære kilder til information videnskabelige tidsskrifter, pressemeddelelser fra virksomheder og markedsrapporter.”

Her er et par eksempler på tidsskrifter, som Dennis Valbjørn Christensen benytter:
Nature Materials (ISSN: 1476-1122)
Physical Review Letters (ISSN: 0031-9007)

Hvis du vil vide mere om Dennis Valbjørn Christensens forskning og se hvad og hvor han publicerer kan du finde mere information i DTU's forskningsdatabase DTU Orbit.


Kilder til viden

I nyheden, High Tech Summit | Kilder til viden (19. september 2017) finder du flere af DTU Biblioteks online ressourcer, hvor du kan søge viden om de nye teknologier og finde publikationer om den forskning, som DTU deltager i på området.

Du er altid velkommen til at spørge os, hvis du ønsker hjælp til at finde specifikke publikationer eller bare vil inspireres til andre kilder.

Du kan søge og finde meget mere viden i DTU Findit, der er DTU’s online biblioteksservice, hvor du kan søge i al bibliotekets litteratur, som ligger inden for de fagområder DTU forsker og underviser i, primært naturvidenskab og teknisk videnskab.

I DTU Biblioteks Libguide, kaldet Andre søgeværktøjer, finder du desuden en lang række databaser, e-bogssamlinger og andre online ressourcer, som DTU Bibliotek stiller til rådighed. Her kan du også finde Subject guides og Topic guides, der kan hjælpe til informationssøgning.
 

Du kan læse mere om High Tech Summit på konferencens hjemmeside.